Ivan Pedersen har rundet de 60. Men han har heller ikke ligget på den lade side i den 40 år lange musikkarriere med McKinleys, Laban og fra 1992 Backseat.
26 albums har Ivan Pedersen mere eller mindre lagt navn til, foruden medvirken på adskillige andre kunstneres udgivelser. Henning Stærk, Moonjam og Poul Krebs har således haft Pedersen på holdet.
Men Backseat er nok det miljø, hvor Ivan Pedersen har følt sig bedst hjemme sammen med Helge Solberg på bas, Lars Krarup på guitar, Søren Jacobsen på guitar og Mitch Fishermann.
Backseat-hits som Hey Good Lookin, Kiss a Lot of Frogs, Bitter Moon og Half a Man lever ellers videre sammen med den danske OL-slagsang Atlanta.
Stilen er den gammelkendte med gedigen, håndholdt guitarbaseret rock’n’roll efter bedste amerikanske forbilleder.
Ivan Pedersen blev i 1996 belønnet med en Grammy som bedste danske sanger. Og selv om det er 14 år siden, så begår han sig stadig blandt de allerbedste.