Lørdag 27. marts 2010 kl. 21 Helene Blum & Harald Haugaard Kvartet
”Overjordisk smukt ... Helene Blum har en af dansk folkemusiks smukkeste stemmer...”
- Jyske Vestkysten
Helene Blum har bjergtaget mange tilhørere fra Canada over Europa til Japan med sin faste klare stemme og rene inderlige udtryk.
Hendes kunstneriske ståsted er både det nyskabende og det rodfæstede. Som sanger tager hun udgangspunkt i århundrede gamle sange, som hun genopfinder i nutidige fortolkninger og blander elegant med nye sange, ofte hendes egne. Hun er dybt forankret i det danske musikalske modersmål, men er samtidig ikke bange for at udfordre det.
Hun bad selv om at få en violin i hånden som to-årig, og gennem hele sin barndom voksede hendes musikalske talent sig frodigt og stærkt i med og modspil fra bl.a. hendes tre tillige musikalske søstre. Hun spillede cello, violin og navnlig klaver; og sang viser og salmer, hvormed det danske musikalske modersmål blev prægnant fra en tidlig alder.
I 2004 blev hun som den første sanger uddannet på Det Fynske Musikkonservatoriums folkemusiklinje, og i 2005 udgav hun julealbummet ”En sød og liflig klang” i eget navn, for hvilket hun modtog en Danish Music Award for årets folk debut for.
Harald Haugaard er kendt som en af de fineste og samtidig mest nyskabende fortolkere af traditionel dansk musik, og har igennem de seneste 10 år rejst verden rundt med bl.a. duoen Haugaard & Høirup, som sammen er 7-dobbelt Danish Music Award vindere. Nu har han påbegyndt sin solokarriere og turnerer desuden - som her - som kvartet og med Helene Blum.