Onsdag 7. april 2010 kl. 21 Stand Up Comedy/Jakob Petterson, Thomas Wivel og Carsten Bang.
I 1995 samlede komikerne Carsten Bang, Jakob Petterson og Thomas Wivel sig om et projekt på det daværende ZTV, der skulle vise sig at have afgørende indflydelse på deres liv og stand-up karriere.
De lagde eksperimenterende ud med talkshowet ”Nu forstår jeg ingenting” og udkrystalliserede herefter de bedste idéer til det show, der blev deres faste ståsted henover adskillige sæsoner nemlig ”Det´ Jo Løgn”. Et show hvor begreber som ”Norsk fars”, ”At pege på et bræt”, ”Slipsedans” og ”Ekstrem skjult kamera” kom til at tegne programmet.
De etablerede hver især et persongalleri, der blev et trademark for udsendelsen. Der nævnes i flæng; The Vendelbo, den vrede mand på værtshus og Frank.
Sidenhen er mange af de bedste momenter lagt ud på Youtube, og flere tusind har klikket sig ind i absurditeterne.
Nu er ophavsmændene samlet igen i en sceneversion af serien, der trækker klare spor tilbage i ”Det´ Jo Løgn”-arkiverne men som så sandelig også vil føre universet frem til i dag. Udvalgte sketchs fra perioden rekonstrueres, enkelte af de faste figurer genoplives, og ikke mindst vil de undervejs hver især optræde med den stand-up, der er basis for hele forløbet.